En herlig lørdag i begyndelsen af marts. Temperaturen sneg sig op på 11 grader, og solen viste så småt sin magt.
Birte var taget til Crufts og sad inden døre og så på udstillingshunde i Birmingham.
Men herhjemme var det oplagt at tage en lang tur langs stranden. Magnus og Moonie klarer ikke lange ture mere. Magnus er træt i sin ryg og sine ben efter bare 10-15 minutters gåtur. Derfor fik de alle fem en kort tur på marken, inden jeg kørte med Misty, Maise og Alonso til Hundige strand og lod de to veteraner hvile sig hjemme.
Her gik vi en lang tur og nød det skønne vejr. Det smagte af forår. Som vi da længes efter sol og varme!
Der blev tid til at snuse nye dufte op i klitterne, og der blev mulighed for en lille badetur. Men Alonso er endnu ikke helt fortrolig med bølgerne, så han nøjedes med en soppetur.