Stranden var første besøg med den store verden uden for den velkendte have og gård hjemme i Herringløse. Vi havde vores fire voksne vovser med på luftetur og tog et par af de ni hvalpe med også. De to hvalpe, som skal ud at køre længst - nemlig Lucas, der skal til Slagelse og 'Sille' (som vi kalder hende), der skal til Esbjerg. Ingen af de to var glade for hverken køretur eller strandtur lige med det samme. Men da de blev sluppet, gik det meget godt. Der skal dog mere træning til. I løbet af de nærmeste par dage kommer de ud på flere ture.
Andre af hvalpene har haft besøg af deres familier, som har taget dem med på gå- og køreture. Det er faktisk gået helt godt med Conrad og Sigurd.
Denne uge har i det hele taget budt på mange oplevelser for de ni. I haven er deres flokfornemmelser blevet styrket, og deres jagtinstinkter er under kraftig udvikling.
De slås om byttet - som i øjeblikket er tøjbamser, gamle morgensko eller fantasifuldt hundelegetøj.
De spiser tørfoder, som kun lige får noget vand over - og en gang i mellem noget lækkert kyllinge- eller oksekød. (De skal vel spoleres, inden de skal skifte hjem!) Mange mennesker har besøgt os, og hvalpene har været i et utal af hænder. Sjældent har vi oplevet så tillidsfulde hvalpe. Det er en ren fryd.



Misty fodrer dem stadig, når det passer hende. Så sidder de allesammen under hende og patter det bedste de har lært - de store børn.
Den syvende uge er en underlig tid. Det er her, hvalpenes personlighed for alvor er ved at slå igennem. Vi mennesker knytter os meget til dem, og nu begynder det at blive farligt! Vi ved jo, at der kun er en lille uge til de første forlader os. Sådan er det - men let er det ikke at forstå.
Den syvende uge byder også på udfordringer for hvalpene og os.
I dag var tatovøren på besøg. Hvalpene blev chipset - og tog det ret pænt. I morgen skal de mentaltestes og sundheds-undersøges, og fredag går turen med alle ni til dyrlægen for øjentjek. I skal nok få mere at vide om det hele!
Tilbage
K-kuldets hovedside
Nyhedssiden
Kennel BlueBerry forsiden