Endnu en skøn efterårsferie i Helles sommerhus ved Ålbæk.
Det var Sidses første ferietur. Hun opførte sig bare eksemplarisk bag i bilen sammen med Snowy og Tiffany. På færgen fandt Sidse hurtigt ud af, at man nok skal gøre som de voksne, så efter lidt tid, hvor den værste nysgerrighed var styret, lagde hun sig pænt ned og hvilede.
Efter køreturen forbi Trangbæk Bøger i Rønde, hvor vi købte vin, nåede vi sommerhuset først på eftermiddagen mandag.
Lene og Kim var på vej hjem efter at have tilbragt en uge deroppe, men de nåede at invitere os på frokost. Skønt efter bilturen!
Resten af ferien gik med ture i plantagerne, som vi altid gør og holder meget af. Sidse må ikke gå så langt, fordi hun bare er hvalp. Så det blev ikke til lange ture. Til gengæld valgte vi ’perler’ blandt de steder vi kender og elsker.
Hundene nød at være tilbage i lyngen, granplantagerne, sandet og lidt ved vandet. Sidse har aldrig prøvet en rigtig tur i havet før, så vi nøjedes med at tage hende til Østerstranden, hvor der var lavvandet og ikke høje bølger. Vesterhavet må vente!
Vi fandt mange kantareller deroppe, og i slutningen af ferien kom også Karl Johan frem.
Vi købte fisk og skaldyr i Strandby. De lokale fiskere havde ikke noget at byde på.
En af dagene blev der traditionen tro tid til at mødes med Birgit og Stig, der i dagens anledning bød på tapas, som vi nød i en shelter ved Tverstedsøerne.
Et par ture til Skagen kom vi også. Men en uge går jo alt for hurtigt. Vi glæder os til næste gang.
Tak til Helle for lån af det skønne sommerhus.
Her er nogle billeder fra den dejlige uge.
Her er også en video af Sidses første badetur.