Tillykke til Nanna, Bilbo og Diego med det første år.
I dag den 11. marts er det et år siden, at Snowy fødte sit første kuld – Kennel Blue Berry’s Q kuld.
Efter en hård fødsel, som endte med kejsersnit, fulgte der to skønne måneder, hvor vi nød de tre hvalpe, inden de flyttede hjemmefra.
I det forløbne år har vi heldigvis set alle tre, og fulgt med i deres udvikling.
Desværre begyndte Bilbo at halte på et forben, og det endte med, at han blev opereret i begge albuer. En hård tid fulgte for Søs og Christian (hans ejere) men heldigvis er det gået godt, og selv om han stadig halter lidt, kan han nu leve et rigtig hundeliv med storebror Teddy fra vores P-kuld.
Vi har bedt familierne fortælle lidt om deres hunde, og her er, hvad de skrev:
Nanna bor hos Bodil og Ejnar i Stjoul på Tåsinge:
Det bedste der skete for os i 2014, var at vi fik Nanna. Så enkelt kan det siges. Hun er en meget vigtig del af vores familie. Det tog hende da heller ikke mange timer at få sat styr på familien. Vi vidste jo at det ville gå sådan.
Hun er med os altid. På arbejde har hun fået lært, både medarbejdere og kunder at det er en god ting at have en godbid i lommen. Hun ved nøjagtig hvem der har det. Vi har gået på hvalpekursus og til unghunde lydighed. Gode oplevelser for både hund og ejer. Hun fik lært at svømme. En god ting, da vi elsker at være ved vandet. Hun elsker at være i haven. Især gravearbejde har hun sans for. Det er en stor hjælp i hverdagen.
Hun er et energibundt uden lige, så vi får gået mange gode og lange ture. Vi fik igen mulighed for at deltage i Blue Berry weekender. Altid hyggelige. Vi ser frem til mange flere.
Stort tillykke også til de to brødre som vi også har været heldige at møde i løbet af året.
Diego bor hos familien Skovby-Jensen i Silkeborg:
Det går godt her! Han blev klippet i december, og vi er SÅ glade for, at han er ved at få sin pels igen! Han var ikke så pæn som korthåret.
Diego er en bestemt herre, og ved lige hvad han vil, og hvad han ikke vil.
Fremfor alt er han en glad hund, der elsker lange gåture i skoven.
Og så elsker han at lege med ungerne og drille dem, når de leger selv.
Så, ja der er gang i ham. Det er kun dejligt!
Snowy med sine tre hvalpe.
T.v: Teddy fra vores P-kuld og Bilbo fra Q-kuldet.
Herover: Bilbo ved Roskilde Fjord.
Nanna ved stranden i Stjoul og til højre i kontorstolen. Hun er med på job hver dag.
Diego på skovtur. Han er elsket af familien og er vild med at lege med drengene og drille dem.
Bilbo bor hos Søs og Christian i Søborg:
Nok den nemmeste hvalp vi nogensinde har haft. Han har ikke ødelagt noget som helst! Han er altid glad, kærlig og sød. Men selvfølgelig også lidt fræk.
Han elsker at drille Teddy og omvendt. De er virkelig glade for hinanden.
Han er ude at gå tur fire gange dagligt. Af og til går turene til Hareskoven eller rundt Gentofte sø, hvor de møder andre hunde. Resten af den daglige motion klarer de to nemt ved at drøne rundt og lege sammen.
Så vi har verdens sødeste dejligste og gladeste hunde, som vi elsker højt!
Diego fik hundelagkage på sin fødselsdag med ét flag i. Her er han nået til vejs ende med spisningen.