Bilbo var den første hvalp, der skulle ud til sit nye hjem.
Søs og Christian i Søborg har i forvejen Teddy fra vore P-kuld, så der er fint selskab til Bilbo.
Vi havde Snowy med i bilen. Vi har en fornemmelse af, at de voksne hunde bedre accepterer, hvad der er sket, når de er med og ser deres hvalp blive det nye sted.
Tilbage i Herringløse havde Snowy da også Diego og Nanna, der ventede på hende.
De to hvalpe havde en dejlig uge sammen, og de brugte masser af timer på at lege, slås og løbe, grave huller og udforske haven.
En dag havde vi dem med ude på Jørgens arbejdsplads. Det syntes Diego og Nanna godt om – især da Michael og Mia kastede sig ned på gulvet og nussede dem. Det gengældte Nanna med et kærlighedsnap i Michaels næse!
Lørdag gik turen til Tåsinge, hvor Bodil og Einar bor, og Nanna skulle afleveres. Bodil og Einar har tidligere haft to hunde fra os.
Mai-Britt og Martin kom så fra Silkeborg for at køre Diego den sidste vej hjem.
I forvejen var Alonso i pleje hos Emil og Michael i Glostrup. Så tog vi Maise og Snowy med i bilen sammen med hvalpene.
Hvalpene var begejstrede over at besøge Bodil og Einar – og for Maise var det stor gensynsglæde. Her har hun tilbragt mange ferier!
Der blev ordnet papirer, vist de sidste ting på børstebordet, og så sagde vi farvel til Diego.
Efter frokost sagde vi farvel til Nanna og drog mod Herringløse. Snowy var godt klar over, hvad der var sket – og hun har været meget stille siden.
Vi vil give hende nogle ekstra gode gåture og oplevelser, så hun kommer sig over afskeden med hvalpene. Kunne man blot forklare hende, at vi snart skal se dem igen….!
Hvalpenes første nætter i nye hjem gik stort set godt. Selvom hvalpene vist mener, at nætterne er til for at lege og ikke sove!
Hvad er det der gør, at man frivilligt går ind i et godt otte uger langt projekt, som kræver umenneskelige kræfter, gentagende ængstelser, og som totalt vender op og ned på ens hverdag?
Det spørger vi os om, hver gang vi har sagt farvel til et kuld hvalpe.
Vi har ofte sagt: Denne gang er den sidste.
Alligevel bliver der jo en næste gang….
Hvorfor?
Svaret ligger lige for: Det er liv, der bliver sat i verden.
De tre små skabninger, der for otte uger siden sled og baksede for at komme ud af deres mor, har nu vokset sig så store, at de er klar til at begynde deres egne liv.
Undervejs har de givet os den største løn, man kan få: De har gengældt vores kærlighed til dem.
De har taget føde til sig, de har lært at gå, at se, at høre. De er blevet sociale, har leget sammen, og har vidst at deres mor og vi var deres sikkerhedsnet. De er blevet trygge. De har leget, de har løbet, udforsket, udviklet sig. De er blevet stærke, nysgerrige, kloge og snedige.
At følge den udvikling er så livsbekræftende, at vi alligevel altid siger til os selv: Der bliver jo nok en anden gang…
Men som man nu går og rydder op efter de tre hvalpe; piller gitre ned, pakker tøjbamser i kasser, fjerner små brugte kødben og vasker gulv efter den sidste tissetår – ja så er det vel naturligt, at man fyldes med stor tomhed og længsel.
Denne gang nok større end før.
Vi er blevet ældre, vi er blevet mere sentimentale.
Men vi ved også, at vi har leveret Nanna, Diego og Bilbo til tre gode familier, der vil give dem et dejligt liv og vil knokle for at tilfredsstille hvalpene appetit på livet.
Stafetten er givet videre.
Giv dem kærlighed, og de vil gengælde i overflod.
Det er livet.
Bilbo i bilen på vej til sit nye hjem.
Teddy tjekker Bilbo.
Søs holder Bilbo, mens Teddy snuser.
Birte, Christian, Søs, Bilbo og Teddy.
Man kan ghodt lide at ligge sådan hos Christian.
Bilbo er god til at kysse!
Diego og Nanna var med på Albertslund Posten.
Michael får lige et nap i næsen af Nanna.
Nanna og Diego holdt sammen den sidste uge.
Så er det tid til at sige farvel....
Christina, Ejnar og Bodil tager imod Nanna.
Maise var med og lykkelig over at være tilbage i Stjoul.
Mai-Britt og Martin kommer for at hente Diego.
Vi er da ligeglade...vi vil lege!
Sidste legetur på plænen.
Birte giver lige et par gode råd inden afrejsen.
Nanna.
Diego.
Diego med mor Snowy.
Nanna og Diego.
Einar og Bodil med Nanna - Christina og Michael kom også og bød Nanna velkommen.
Christian og (bag Teddy) Nina - så Søs med Bilbo.
Martin og Mai-Britt med Diego...og hans tøjbamse!