Hvalpene er nu fyldt fem uger, og vi er så småt begyndt at øve dem i at kunne klare livet som hvalp i deres nye familier.
De er blevet rigtig flinke til at komme ud i gården og tisse og piber faktisk ved døren, når de skal ud.
I weekenden har de haft halsbånd på - og det kunne de ikke lide!. De har været på børstebordet og været med ude at køre i bil.
Vi ved af erfaring, at bilkørsel godt kan give grund til bekymring. De færreste hvalpe er glade for det, og det kræver tilvænning.
I en artikel i DKKs blad Hunden har vi læst, at det er vigtigt at starte ved fem-ugers alderen og så kun køre små ture fra start, så hvalpen ikke når at blive ængstelig og måske kaste op.
Vi var dog meget begejstrede over at erfare, at ingen af hvalpene reagerede på at komme med i bilen. Så med flere småture i de kommende uger vil de være godt rustede til deres kommende liv.
Hvalpene får jævnligt besøg. I weekenden var et par af de familier, som skal overtage dem, på besøg.
I løbet af den kommende uge vil hvalpene blive fordelt, så familierne ved hvilken hvalp der bliver deres. Vi har ventet lidt med den endelige afgørelse, indtil vi kunne bedømme hvalpene indbyrdes personlighed. Det skal jo passe til familierne.
Til gengæld har familierne så kunnet vælge et par af deres favoritter, og vi er ret sikre på, at alle bliver godt tilfredse.
Der er familier til alle hvalpe på nær en enkelt hanhvalp, som vi stadig mangler at finde en egnet familie til.
Lis og Lars Bo har indrettet gangen, så hvalpene kan gå fra hvalpeværelset og ud - og følge med i, hvad der sker i køkkenet og stuen.
Besøg fra Odense.
En ad gangen kommer hvalpene på børstebordet.
De får halsbånd på, og det er da irriterende...!
Man siger til, når man vil ud og tisse i gården. Bagefter skal man lege eller slås med vennerne.
Vi tog hvalpene med ud at køre - et par stykker adgagen. De tog det rigtig flot. De næste uger skal de vænnes til flere køreture.