Vi har kunnet mærke på de to 4-ugers hvalpe, at nu gider de ikke være inde i deres lille hvalpeværelse længere.
De har været lidt rastløse og meget opsatte på at se, hvad der sker på den anden side af brættet , der spærrer udgangen til værelset men tillader Maise at springe ind.
Derfor har vi lukket dem ud i køkkenet og lidt i stuen.

De tog den nye udfordring med stor styrke. Var lige en anelse forsigtige i begyndelsen, men da de så, at vi sad ude på gulvet i køkkenet og ventede på dem, var det trygt og skægt. De pilede rundt derude og undersøgte hver en krog.

Maise blev lukket ud, gav dem en mælketår og rullede så ellers rundt på ryggen for at lege med dem.
Det var oplagt, at de alle nød at få mere luft omkring sig.

Det blev også til en tur i stuen. Men trægulve er ikke glade for hundetis, så i første omgang er køkkenet med klinkegulv det sted, de får lov at være.
Hvis ellers det en dag holder op med at regne, skal vi have dem ud i haven.

Maise har tilsyneladende droslet lidt ned på mælkerationerne. I forvejen var det på tide at begynde at fodre med andet end hendes mælk, så det passer helt fint. De får opblødt tørkost, lidt mælkeerstatning til at forsøde tilværelsen med og ellers en skål med vand. Desuden bliver der serveret råt, hakket kød med jævne mellemrum.

Den hvidhovedede hvalp gik til tørkosten, som om han aldrig havde bestilt andet. Mens hans bror skulle have den nye mad lokket ned.
Han er ikke helt begejstret og vil helst have Maises mælk, men det går absolut fremad.
Tilbage
Nyhedssiden
Kennel BlueBerry forsiden