Træerne vokser ikke altid ind i himlen.
Maise har født sit O-kuld. Det var hårdt, det blev med kejsersnit, og der kom kun to hanhunde levende ud af det tre hanhunde lille kuld.
Hvis alt ellers går godt, og de vokser op og bliver sunde og raske, bliver i det mindste to hvalpekøbere lykkelige.
Vi havde en stribe dejlige hvalpekøbere på listen, og dem har vi måttet skuffe.
Endelig er vi selv skuffede, fordi vi havde sat gang i denne inseminering alene for at få en tæve, som vi selv kunne beholde og bruge til videre avl.

Da Maise fredag morgen fødte den første hvalp, en skøn hanhund på 425 gram, tegnede alting normalt. Men da der var gået godt et par timer, og Maise ikke havde markante veer, kontaktede vi dyrlægen.
Vi tog til Taastrup Dyreklink, hvor Maise i første omgang fik ekstra kalk og vefremkaldende medicin. Vi kørte hjem og håbede, det ville sætte gang i fødslen af den hvalp, som dyrlægen kunne mærke lå klar til fødsel.
Men uanset hvor meget stakkels Maise pressede, ville hvalpen ikke ud.
Derfor tog vi igen til dyrlægen med Maise og hendes første hanhvalp. Kejsersnit var eneste udvej.
Da vi godt en time senere hentede Maise, fik vi forklaringen på problemerne: En tredje hanhund var død inde i Maise, nogle dage før fødslen gik i gang. Den havde blokeret fødselsvejene.
Men det lykkedes dyrlægen af få den tredje hanhund i kuldet levende ud. En flot fyr med masser af power og en vægt på 550 gram. Maise faldt i søvn med en hvalp og vågnede op med to raske drenge hoppende på maven!

Hvad der er gået galt, ved vi ikke. Men vi var triste, da vi tog hjem. Dog lykkelige over at have Maise i live sammen med hendes to drenge.
Nu ligger de i soveværelset i hvalpekassen og tager for sig af hendes ti yvere! Mælkebaren er åben, og der er masser at drikke. Så opgaven bliver at styre dem sikkert igennem de næste uger og siden undgå, at de bliver for tykke!

Maise har det godt, og tager sig som sædvanligt utrolig godt af sine hvalpe.
Hendes temperatur er høj, og hun halser meget. Normalt efter en fødsel.

Vi har kontaktet de hvalpekøbere, som får mulighed for at få den hanhund, de ønskede sig fra os.
Vi har også kontaktet dem, der ikke fik deres drømmehvalp.
Naturen er lunefuld. Vi har i vores tid som opdrættere haft utroligt mange pragtfulde hvalpekuld – også meget store kuld – hvor alting er gået rigtig godt, og alle har fået de hvalpe de ønskede.
Men ikke denne gang.
Sådan skulle det være.

Vi er naturligvis allerede i gang med overvejelser om, hvordan vi så bedst kommer videre. Alonsos søster Toddi skal parres i august, og her håber vi på muligheder for, at mange kan få en hvalp. Desuden tænker vi på at parre Maise igen, når hun har sprunget en løbetid over.
Vi vil gerne beholde en tævehvalp fra hende.
Men først gælder det om at give de to Blue Berry drenge en super opvækst.
Maise og vi er i fuld gang.

Maise med sine to drenge.
Første hanhund født helt normalt fredag kl. 10.
Maise tjekker og vasker.
Så er der tid til en slapper.
Birte med de to hvalpe i dyreklinikken, mens Maise stadig er træt efter bedøvelsen. Maise faldt i søvn med en hvalp og vågnede med to omkring sig.
Hjemme med Mors Drenge.
Arbejdsdeling: En knokler, en anden sover!
Den første hvalp.
Den anden hvalp, der blev født med kejsersnit.
Maise ser til, at alt går ordentligt for sig, når drengene skal op og fotograferes.
Jeg skal lige have en drink......see you soon....!
Tilbage
Nyhedssiden
Kennel BlueBerry forsiden