En hundefødsel er altid dramatisk. Men denne her gik faktisk ret godt. Sådan skrev vi på vores hjemmeside:
”N-kuldet er født. 10 hvalpe – seks hanner og fire tæver - blev født 30. august.
Maise blev mere og mere rastløs. I løbet af eftermiddagen ville hun kun være ude i haven. Hun vandrede fra den ene ende til den anden, gravede under buskene og endte med at lægge sig stille under dem. Afventende.
Da det blev mørkere, syntes vi, det var tid til at gå ind i soveværelset, hvor hvalpene skulle fødes.
Misty og Alonso blev lukket væk, og vi begyndte at indrette os på en lang nat.
Vi regnede med, at Maise ville føde omkring midnat. Men allerede kl. 19,30 kom den første hvalp. En skøn han på hele 500 gram.
Herefter gik det slag i slag. Den sidste hvalp blev leveret kl. 04,00. Fødselsvægten er fra 335 til 500 gram. De er varme og faste. Vi er godt tilfredse med deres aftegninger, og der er rigtig meget mørkt. Det giver karakter, synes vi!
Alle hvalpene spiser fint. De har fundet ud af at spise og sove på skift. Det er dejligt, for det giver knap så meget kamp om patterne.
Maise har det fint. Hun ligger hos dem hele tiden, og begyndte allerede i løbet af natten at spise og drikke rigtig godt.”
Fødselsdag
I dag fejrer vi 10-års fødselsdag for N-kuldet.
Men desværre ikke for dem alle. Rufs måtte Fia og Christian sige tragisk farvel til i en tidlig alder, og Lone og Per tog smertelig afsked med deres elskede Simba for ganske nylig.
Begge, dejlige hunde er i vores hjerter. Og mon ikke de er med os i ånden, når vi hylder resten af N’erne i dag.Som vi plejer at gøre, har vi bedt kuldets ejere sende fotos og tekst om deres hunde. Det kan I få fornøjelse af her.
Endnu en gang: Stort tillykke, og tak fordi I har givet ’vores’ hvalpe de dejligste hjem - og tak for de skønne venskaber, I har givet os.
”Henry er en stor glad dreng. Han har lige fået det store 10.000 km's eftersyn (I forbindelse med lidt problemer med at rejse sig på klinkegulvene, hvilket er løst for nu, og han virker i fin fysisk form, han spiser, ti.... og pøl... som vanligt, er glad og vil snakke og lege lidt, men sover meget, så tiden med den grimme beslutning kommer stormende. Så jeg tager hver dag som en gave og tillader mig at mindes alle de fantastiske stunder, der har været og glæder mig til dem der kommer. Fredag hejser jeg flaget for "barnets" 10 års føs'da. Henry logrer og jeg vinker.”
”Tillykke med, at vi er blevet 10 år. Vi er vistnok ikke helt fuldtallige mere, men tæt på. Dina er fortsat i godt humør, men er blevet lidt mere rolig med tiden. De meget lange vandreture i skoven vil hun nu gerne have lidt kortere, så vores morgenvandring er skåret ned til ca. 3 kilometer. En gang imellem, navnlig om søndagen tager vi til hundeskoven i Solbjerg, hvor hun farer rundt med andre hunde, der gider at lege. Vi husker, da vi hentede hende i Kennel Blue Berry, at Birte havde fået en hundepsykolog til at teste hvalpene. Og Dina havde vist sig at ville lege, men kunne også være noget stædig. Og det passer fortsat. Når vi fx i skoven kommer til en korsvej, er vi ikke altid enige om, hvilken gren, vi skal følge. En sjælden gang får hun lov at bestemme. Men absolut ikke altid!
Hendes store fornøjelse opstår, når det ringer på døren, og der kommer gæster. Hun er helt sikker på, at de kommer for at besøge hende, men hun tillader dog, at vi taler med dem. De bedste, der kan komme, er hendes to "brødre", der begge er hundemennesker. De får en ganske overstrømmende modtagelse.
Lige for tiden har vi nærmest tropiske temperaturer, og så er det med at komme ud tidligt om morgenen. Op ad dagen hviler man sig ret meget eller sidder i havesofaen, og samtaler med ens "far". På billedet man ser hvordan.
Vi ønsker alle hundefødselarerne hjertelig tillykke og håber de må få nogle flere gode år.”
"Han har det rigtig godt, sover måske en smule længere i løbet af dagen men er ellers i fin form.
Han elsker at lege og er blevet mere kælen på sine gamle dage. Hver aften nyder han når børnene er smidt i seng. Så sætter Hanna sig ved siden af ham, og efter kort tid lader han hovedet falde ned i Hannas skød, hvor han så ligger og bliver nusset og hygget for i en halv times tid."