Vi husker stadig, da Meggie som lille hvalp drønede rundt om havens buske sammen med kuldsøskende hos familien ter Moors i Enschede i Holland.
Eef havde optaget en lille videofilm til os, fordi vi jo ikke havde mulighed for at følge vores drømmehvalps opvækst på så lang afstand. I stedet fik vi en film, hvor Eef og Rita ønskede os held med den nye hvalp, som de håbede, ville give os de hvalpe, vi så gerne ville have senere i livet.
Vigilat's Tale Of Meggie Moonbeam - Meggie var en parringshvalp efter vores Paddy - den første fælles hund mellem Birte og Jørgen i Kennel Blue Berry.
Hun var derfor noget helt specielt. Og det var hun resten af hendes liv.
Meggie fik to kuld hvalpe, og med dem fik vi en række af utroligt gode venner landet over. Mennesker og nu voksne hunde, som vi ser den dag i dag.
Meggie var afholdt af alle. Fræk og fandenivoldsk som hvalp, og sød og kærlig mod mennesker og hunde. Med sit særegne Paddy-grin viste hun tydelig glæde eller forlegenhed afængig af situationen. Hun var temmelig glad for mad, og det skete jo ofte, at der blev hapset lidt fra bordet. Med sit grin sagde hun 'undskyld, jeg ved godt, jeg ikke måtte, men jeg kunne ikke lade være'. Og så kunne man jo ikke andet end at holde af hende.
Det gjorde alle vore venner også, og mange kaldte hende Mormor - fordi hun var så afholdt.
Vi har haft Meggie med til alting. Ferier sydpå, ferie i Danmark, gåture alle steder, agility, lydighed, spor og til hundedage i Tivoli!
Hun har haft et godt hundeliv, og vi har nydt det med hende.
Men gigten har plaget i nogle år, og samtidig fik hun flere og flere knuder i kroppen.
På den anden side trivedes hun godt og var glad.
Ligesom de sidste tre uger af hendes liv, som hun tilbragte i de bedst tænkelige omgivelser hos familien Falch på Ærø - sammen med Meggies første hvalp, Moonie, som vi selv beholdt.
Vi var netop kommet hjem fra ferie sydpå, da telefonen ringede fra Ærø. Meggie havde fået en hjerneblødning og var næsten lam i hele den ene side.
Utrolige, som familien Falch er, tilbød de at køre Meggie hjem til os i Herringløse.
Hun kom søndag, og vi kunne se, at det ikke stod godt til.
Søndag eftermiddag traf vi valget. Det kan man gudskelov gøre med dyr.
Meggie lå i bagrummet af vores bil, klappen var slået op og sommersolen skinnede på hende over de tilstødende marker.
Dyrlægen gav hende en sprøjte. Hun sov stille ind. 11 år gammel.
Udramatisk, rigtigt og forbandet svært bagefter.
Eef havde optaget en lille videofilm til os, fordi vi jo ikke havde mulighed for at følge vores drømmehvalps opvækst på så lang afstand. I stedet fik vi en film, hvor Eef og Rita ønskede os held med den nye hvalp, som de håbede, ville give os de hvalpe, vi så gerne ville have senere i livet.
Vigilat's Tale Of Meggie Moonbeam - Meggie var en parringshvalp efter vores Paddy - den første fælles hund mellem Birte og Jørgen i Kennel Blue Berry.
Hun var derfor noget helt specielt. Og det var hun resten af hendes liv.
Meggie fik to kuld hvalpe, og med dem fik vi en række af utroligt gode venner landet over. Mennesker og nu voksne hunde, som vi ser den dag i dag.
Meggie var afholdt af alle. Fræk og fandenivoldsk som hvalp, og sød og kærlig mod mennesker og hunde. Med sit særegne Paddy-grin viste hun tydelig glæde eller forlegenhed afængig af situationen. Hun var temmelig glad for mad, og det skete jo ofte, at der blev hapset lidt fra bordet. Med sit grin sagde hun 'undskyld, jeg ved godt, jeg ikke måtte, men jeg kunne ikke lade være'. Og så kunne man jo ikke andet end at holde af hende.
Det gjorde alle vore venner også, og mange kaldte hende Mormor - fordi hun var så afholdt.
Vi har haft Meggie med til alting. Ferier sydpå, ferie i Danmark, gåture alle steder, agility, lydighed, spor og til hundedage i Tivoli!
Hun har haft et godt hundeliv, og vi har nydt det med hende.
Men gigten har plaget i nogle år, og samtidig fik hun flere og flere knuder i kroppen.
På den anden side trivedes hun godt og var glad.
Ligesom de sidste tre uger af hendes liv, som hun tilbragte i de bedst tænkelige omgivelser hos familien Falch på Ærø - sammen med Meggies første hvalp, Moonie, som vi selv beholdt.
Vi var netop kommet hjem fra ferie sydpå, da telefonen ringede fra Ærø. Meggie havde fået en hjerneblødning og var næsten lam i hele den ene side.
Utrolige, som familien Falch er, tilbød de at køre Meggie hjem til os i Herringløse.
Hun kom søndag, og vi kunne se, at det ikke stod godt til.
Søndag eftermiddag traf vi valget. Det kan man gudskelov gøre med dyr.
Meggie lå i bagrummet af vores bil, klappen var slået op og sommersolen skinnede på hende over de tilstødende marker.
Dyrlægen gav hende en sprøjte. Hun sov stille ind. 11 år gammel.
Udramatisk, rigtigt og forbandet svært bagefter.
Meggie på en gåtur ved Vesterhavet. Se flere billeder af Meggie som hvalp m.v. i forbindelse med hendes 10 års fødselsdag.