I anledning af Liv Backes alt for tidlige død den 24. september 2001.

Vi mødtes første gang for godt 14 år siden ved et pelsplejearrangement i Høsterkøb.
Liv og Torben havde overtaget Mick fra et internat, og uden hjælp var det svært at klare en OES-pels.
Det blev Livs første møde med klubben.
Liv fik sammen med Torben hurtigt interesse for alt, hvad der rørte sig i og omkring klubben og racen, og gennem den seneste halve snes år har hun ubestridt været klubbens mest aktive medlem.

Liv mestrede at udstille sine hunde topprofessionelt, hvilket førte til flotte sejre og anerkendelser i hele Europa. Liv deltog også med sine hunde i lydighed, agility, på OES-weekender, skov- og byture, grill-aftener m.m. og var ofte medarrangør ved pelspleje- og ringtræningsaftener.
Trods egne store pelse gav hun sig også tid til at hjælpe OES-ejere, der ikke selv kunne klare pelsen.

Også den mere praktiske del af klubbens arbejde tog hun del i. Hun ordnede bl.a. regnskabet, hjemmesiden og udstillingsudvalg.
Som opdrættere og OES-ejere oplevede vi store glæder, mens også skuffelser og bekymringer. Liv var altid åben og ville gerne snakke om tingene, ligesom hun var god til at lytte.

Hendes liv blev for kort, men Liv nåede meget mere end mange med et langt liv.
Vi vil savne Liv, men også glæde os over de mange dejlige og sjove minder hun gav, og tænke på hende, når vi næste gang deltager i OES klubbens arrangementer.
Ingen tvivl om, at vi vil føle, hun er med os.


Se mindesiden om Liv
Jørgen og Birte