Fem tæver og fem hanner. Det er Kennel Blue Berrys L-kuld.
Misty fødte kuldet den 14. september. De første kom til verden lige efter midnat, og de sidste landede om eftermiddagen.
Fødslen var ikke uden komplikationer. De første fem hvalpe blev født lige efter bogen, men da nummer seks skulle ud, ville han ikke. Han sad skævt, og trods Mistys ihærdige forsøg på at presse ham ud, lykkedes det ikke. Vi aftalte derfor med Helle Christophersen fra Albertslund Dyreklinik, at vi skulle tage Misty og de fem hvalpe derind. Vi havde forudset kejsersnit, men Helle mente, vi skulle prøve at se, om ikke hvalpene kunne fødes normalt.
Med oxytocin, der fremmer veerne, Helles store tålmodighed og ekspertise og Mistys enorme kræfter, lykkedes det at få de sidste hvalpe til verden. Det var hårdt for Misty, og også for os andre!
Over middag kunne vi køre hjem. Glade for, at Misty slap for kejsersnit, og overvældede over den flotte behandling vi fik på Albertslund Dyreklinik.
Lige nu hersker der ro i hvalpekassen i soveværelset. Misty ligger og er dødtræt, men nyder tydeligt, at hun igen er blevet mor.
Vi skal have vejet, noteret og fotograferet hvalpene. Men lige nu skal de have ro.
Resten må vente til i morgen.
Efter en opslidende fødsel slappede Misty af med sine 10 hvalpe.
Der er i princippet mælkeplads til alle. Men der er rift om de bedste haner fra første færd!
Tilbage
Nyhedssiden
Kennel BlueBerry forsiden