Vores juletur fandt sted 10. december i Roskilde og var en meget positiv oplevelse. De ni OES’er og to blandingshunde vakte opsigt på gågaden i Roskilde, og selvom turen fra vores udgangspunkt og ned til Stændertorvet kan gøres på 10 minutter, tog det betydeligt længere tid. For alle forbipasserende ville hilse, klappe og snakke og høre hvad det var for nogle skønne hunde, vi var ude at gå tur med.
Vi mødtes traditionen tro på Hestetorvet. Med på turen denne gang var gæster helt fra Amsterdam. Gerda og Hein, som har Roover fra vores P-kuld samt deres to jagthunde, havde besluttet sig for en tur til Danmark. De boede på hotel i Roskilde, besøgte os om fredagen og var med på turen lørdag.
Fra Tåsinge kom Bodil og Einar med Nanna, og Ulla og Erling, som går og venter på at få en OES, kom fra Odense. De lånte vores Maise på turen.
Fra Hvalsø kom Lis og Lars Bo samt Mie og Ann med Toddi og Nuller. Lone og Per kom fra Farum med Simba, og så var vi der med Maise, Alonso, Snowy og Tiffany.
Vi gik langs Algade, men stoppede et utal af gange. Folk var smilende og venlige og meget begejstrede for vores hunde. Flere af butiksejerne kunne huske os fra tidligere år og skulle lige ud og hilse på os. Vi fik delt brochurer ud, som fortæller om racen og gjorde i det hele taget god reklame for vores skønne race.
På Stændertorvet blev der taget et gruppebillede, og derefter slappede vi af med et glas gløgg.
Efter turen kørte vi hjem til os i Herringløse, hvor vi spiste julefrokost sammen. Her stødte Arne, Susanne, Sofie og Uffe til. Alle havde medbragt en ret, og vi sluttede traditionen tro med pakkespil.
Det var en dejlig juletur, og vi glæder os allerede til at gøre den om næste år.
Vi mødtes alle på Hestetorvet. Gerda med Roover til højre.
Maise og Roover hilser. Lone holder Maise, og Roover er lidt forsigtig.
Så går turen ad Algade - gågaden i Roskilde. I begyndelsen gik det stærkt, men det var bare indtil de første forbipasserende skulle hilse og snakke.
Maise, Nanna og Simba. Nuller og Toddi skal klappes.
Ulla holder Maise, der hilser på en familie på gågaden. Nuller og Toddi beundres.
Tiffany, Alonso og Nanna. Der gøres holdt, mens vi fortæller om OES-racen.
Vores hunde mødte også andre racer på deres vej.
'Må vi godt klappe hundene?' - ja naturligvis! Hundeklap og hundesnak fra alle sider.
På Stændertorvet er det tid til en lille hvil. Tiffany vækker beundring.
Tid til et glas gløgg. Hundene fyldte godt i lørdagstravlheden på torvet. Nanna, Tiffany og Alonso.
Dagen sluttede hjemme hos os, hvor vi spiste frokost sammen og sluttede med pakkeleg.
Tilbage
Nyhedssiden
Kennel BlueBerry forsiden