Da alle sundhedstjek var i orden, kunne vi ringe til familien Falch på Ærø og fortælle, at de gerne måtte hente deres nye hvalp, Lunte.
De havde taget Victor med (fra vores I-kuld). Det var en rigtig god idé, for så fik Victor lejlighed til at se sin kommende lillebror og følges med ham hjem i bil og med båd.
Vi var glade for, hvor pænt og tålmodigt Victor accepterede Lunte, selvom han bed ham i øret, klatrede på ham og ville lege.
Beate kom forbi sammen med Tumle (I-kuldet) for at se hvalpene, inden de skulle ud i verden. Også Tumle var sød ved hvalpene - det var dejligt at se.
Inden Lunte drog med sin nye familie hjem, fik vi taget et foto af det lille J-kuld - Anton og Lunte - her sammen med mor Misty og far Magnus.
Vi talte med familien Falch senere på aftenen, og turen hjem var gået fint. Lunte havde sovet i bilen og på færgen og gik nu bagefter sin Victor, som viste ham rundt i det nye.
Tilbage hos os var det en stille aften. Både vi mennesker og hundene var præget af, at Lunte var rejst. Anton skal være hos os en uge mere, inden hans familie henter ham. Han skal lære at lege mere med sig selv og med mor Misty - som gjorde sit bedste for at muntre ham op.
Vi ønsker familien Falch al mulig held og lykke med Lunte. Vi ved, at Lunte er i et af de allerbedste hundehjem der findes.
Bodil, Christina, Ejner og Rasmus med Victor og Lunte.
Tilbage
Nyhedssiden
Kennel BlueBerry forsiden