Det er nu en uge siden vi mistede Meggie.
De mange søde og medfølende ord fra venner i ind- og udland har glædet os meget og øget mængden af gode minder, vi har om hende.
Tak for det!
Inden alt dette havde vi en rigtig dejlig ferie i det sydfranske.
Med syv hunde - heraf tre hvalpe - og en kat var udsigterne til at kunne tage afsted ikke særlig lyse.
Men takket være Henriette og Salvatore, der tilbød at passe Magnus, Lis og Lars Bo der ville tage hvalpene Keegan og Knighty, Bodil og Einer, der ville tage Meggie og Moonie samt vores nabo der ville passe hus og kat, kunne vi 1. juni køre sydpå med Misty på fire år og Maise på knapt tre måneder.
Vi var meget spændt på, hvordan så lille en hvalp ville tage turen. Misty selv var jo med til Provence, da hun var bare 4 1/2 måned gammel. Det gik fint. Men hvordan skulle en'baby' klare sådan en tur. Alene køreturen på ca. 1900 km var en prøvelse!
Men det viste sig hurtigt, at alle vores bekymringer blev gjort til skamme.
Maise opførte sig som om, det at rejse var hendes hverdag. Hun sov roligt, når vi kørte. Hun legede, spiste og drak og luftede sig, når vi gjorde holdt på rastepladserne med ca. tre timers mellemrum.
Heldigvis har vi aircondition i bilen. Så temperaturen var altid behagelig derinde.
Maise var renlig fra det øjeblik, vi kørte hjemmefra. Og hun sov godt og trygt om natten på hotel. De første tre nætter overnattede vi nemlig på hoteller i Frankrig, inden vi nåede vores første feriehus ved foden af Luberon-bjergene.
Her blev vi en uge, hvorefter vi drog til Regusse i Gitte og Laus skønne, praktiske og for os efterhånden meget hjemlige hus.
Herover: Maise mener, at hotelsenge er særlig behagelige at sove i.
T.h: Den første uge boede vi i hus ved Luberon. Her besøgte Jørgens bror med familien os.
Yderst t.h: Maise i hotel, i byen Apt og en tur i bjergene
Misty og Maise på marked i Ile-sur-la-Sorgue. Jørgens brors piger Maria og Karoline går tur med dem. Og det skaber interesse hos franskmændene med to uldtotter i gaden.
Herover: Birte slapper af en aften på terrassen - og det gør de to vovser også - efter en travl dag.
T.v.: Jørgen og hans bror Lars sammen med resten af familien på besøg hos Domaine des Amouriers i Vacqueyras. Vi købte lidt flasker med hjem, og Maise fandt hurtigt ud af, at kasserne var gode at ligge og hvile sig på bag i bilen.