|
Onsdag den 8.marts tog Birte og hendes datter Lene på en seks dages tur til England.
'Go' havde annonceret med flyrejser til England for 600 Kr. retur - det holdt nu ikke helt, men billigt var det!
Jenny Joice mødte os i Stansted lufthavnen og fragtede os hjem til hendes og Nigels dejlige gård i South Raynham et stykke fra Norrich i Norfolk.
Lene havde for 17 år siden været i huset hos Jenny, så det blev et dejligt gensyn.
Onsdag aften var vi på en hyggelig restaurant i Norrich og bagefter i teatret.
Også torsdagen blev tilbragt i Norrich med shopping m.m.
Til Crufts
Fredag morgen gik turen i Jennys og Nigels landrower til Birmingham, hvor Crufts - Europas største hundeudstilling løb over fire dage.
Med os havde vi desuden Wendy - Jennys datter - samt Corinne Pearce, som dømte vores 25 års jubilæum. Vi installerede os på hotel Arden, kun 10 minutters gang fra udstillingsområdet og gik derefter til udstillingen, hvor resten af eftermiddagen blev brugt på de ca. 400 stande med alt hvad hjertet kan begære af ting til og om hunde - desuden fik Lene tid til at se lidt på Labrador bedømmelserne.
Enormt udstillingsområde
I et hjørne af det enorme udstillingsområde havde hver race en stand, hvor man kunne få oplysninger om de enkelte racer - og ved OES standen mødte vi Adriana og Yrsa fra Sverige. De gik med os tilbage til hotel Arden til en time i TV fra udstillingen, og derefter en hyggelig middag i hotellets restaurant.
Lørdag var dagen for OES bedømmelserne. Jean Collins, som tidligere har dømt i Danmark, dømte de ialt 174 tilmeldte OESer.
Bedømmelserne
Bedst i racen blev Ch. Oakfarm Octavia og BIM blev hendes halvbror Ch. Allmark Ralph Lauren, en iøvrigt utrolig dejlig - stor og masiv OES. I hvalpeklassen blev et søskendepar fra Oldoak henholdsvis bedste han og tæve - og jeg glæder mig til at følge deres udvikling da de var meget dejlige. Syv timer tog bedømmelsen af de mange OESer med kun en enkelt 10 minutters pause, så vi var ret trætte, da vi kørte mod Norfolk.
Tre timer efter - hjemme igen
Søndagen tilbragte vi med at børste Jennys 8 mdrs hvalp, gå tur med et par hunde, og besøge noget af familien. Mandag morgen gik turen atter til Stansted lufthavnen, og bare tre timer senere var vi hjemme.
Vi ser nu frem til at få besøg af Lyn Powel og Sue Noyce til vores Jubilæumsudstilling, og håber på en hyggelig weekend, selvom vi ikke kan fremvise så mange hunde, som de kan i England. Senere glæder vi os til at kunne byde Jenny velkommen til vores juleudstilling. |
|
|
|
|
|