Vi traf den tunge beslutning, og valgte at sige farvel til Alonso. Han blev 11 år og 3 måneder.
Igennem det sidste stykke tid havde Alonso haft problemer, som betød at han var indlagt flere gange på dyreklinikken.
Han var faktisk kommet sig godt igen, da det pludselig vendte. Vi havde på forhånd besluttet, at han ikke skulle igennem flere narkoser og undersøgelser. Det var ikke værdigt.
10. december lå han blot helt passiv i et hjørne. Han ville ikke spise og nødtvungent hilse. Han havde det ikke godt, og hans blik fortalte os, at det var tid.
Vores søde dyrlæge i byen var heldigvis klar, da vi ringede til hende om aftenen. Alonso sov stille ind, mens vi sad ved siden af ham og gav ham de sidste kram.
For fanden, det er hårdt.
Alonso var højt elsket.
Alonso kom til verden her i huset som hvalp i L-kuldet.
Han var faktisk solgt til en familie i Jylland, men efter to måneder ønskede familien ikke mere at have ham.
Han kom tilbage, og det blev hurtigt klart for os, at ham kunne vi ikke skille os af med.
Det har vi aldrig fortrudt.
Han blev ene hanhund blandt tæverne i flokken, og det klarede han rigtig godt.
Alonso har været med os overalt. Rejst med os til Italien og Frankrig, men det bedste han vidste, var at komme til sommerhuset i Ålbæk syd for Skagen.
Vi har haft fornøjelsen af ham til lydighed, agility, gåture, badeture og meget mere. Og glæden ved ham i dagligdagen, hvor han var en klog hund, som forstod utrolig meget, selv når vi talte menneskesprog til ham.
Han var en naturlig del af flokken. Tiffany så op til ham som sin store helt, og elskede ham højt. Snowy fandt tryghed i ham som flokfører, og begge tæverne var sikre på, at Alonso klarede skærene, når vi på gåture mødte ‘farlige’ hanhunde.
Alonso var fornuftig, elskelig og ganske enestående. Blid, fræk og myndig på samme tid. Og med naturlig respekt for sine tøser!
For første gang i 25 år har vi ingen hanhund i vores flok. Det sætter sit præg.
Her er tomt uden Alonso. Det føler vi naturligvis, men også Snowy og Tiffany savner ham, kan vi tydeligt mærke.
Alonso var blid og charmerende og havde en forkærlighed for tøjbamser (som alle i øvrigt gav ham i rigelige mængder i gave).
Derfor husker vi ham også bedst fra det store foto her på siden, hvor han står med sine bamser og stolt viser dem frem for os.
Sådan blev man altid modtaget. Og så med hans markante slag med halen. Så var han glad og stolt. Sådan vil vi huske ham.
Vi mindes Alonso med lidt billeder fra det dejlige liv, han gav os.
Igennem det sidste stykke tid havde Alonso haft problemer, som betød at han var indlagt flere gange på dyreklinikken.
Han var faktisk kommet sig godt igen, da det pludselig vendte. Vi havde på forhånd besluttet, at han ikke skulle igennem flere narkoser og undersøgelser. Det var ikke værdigt.
10. december lå han blot helt passiv i et hjørne. Han ville ikke spise og nødtvungent hilse. Han havde det ikke godt, og hans blik fortalte os, at det var tid.
Vores søde dyrlæge i byen var heldigvis klar, da vi ringede til hende om aftenen. Alonso sov stille ind, mens vi sad ved siden af ham og gav ham de sidste kram.
For fanden, det er hårdt.
Alonso var højt elsket.
Alonso kom til verden her i huset som hvalp i L-kuldet.
Han var faktisk solgt til en familie i Jylland, men efter to måneder ønskede familien ikke mere at have ham.
Han kom tilbage, og det blev hurtigt klart for os, at ham kunne vi ikke skille os af med.
Det har vi aldrig fortrudt.
Han blev ene hanhund blandt tæverne i flokken, og det klarede han rigtig godt.
Alonso har været med os overalt. Rejst med os til Italien og Frankrig, men det bedste han vidste, var at komme til sommerhuset i Ålbæk syd for Skagen.
Vi har haft fornøjelsen af ham til lydighed, agility, gåture, badeture og meget mere. Og glæden ved ham i dagligdagen, hvor han var en klog hund, som forstod utrolig meget, selv når vi talte menneskesprog til ham.
Han var en naturlig del af flokken. Tiffany så op til ham som sin store helt, og elskede ham højt. Snowy fandt tryghed i ham som flokfører, og begge tæverne var sikre på, at Alonso klarede skærene, når vi på gåture mødte ‘farlige’ hanhunde.
Alonso var fornuftig, elskelig og ganske enestående. Blid, fræk og myndig på samme tid. Og med naturlig respekt for sine tøser!
For første gang i 25 år har vi ingen hanhund i vores flok. Det sætter sit præg.
Her er tomt uden Alonso. Det føler vi naturligvis, men også Snowy og Tiffany savner ham, kan vi tydeligt mærke.
Alonso var blid og charmerende og havde en forkærlighed for tøjbamser (som alle i øvrigt gav ham i rigelige mængder i gave).
Derfor husker vi ham også bedst fra det store foto her på siden, hvor han står med sine bamser og stolt viser dem frem for os.
Sådan blev man altid modtaget. Og så med hans markante slag med halen. Så var han glad og stolt. Sådan vil vi huske ham.
Vi mindes Alonso med lidt billeder fra det dejlige liv, han gav os.
