I-kuldet fyldte 2 år den 27. februar. I den anledning havde vi inviteret til en lille spadseretur ved Hundige Strand. Vel vidende at hele kuldet ikke havde skyggen af en chance for at dukke op - der er stadig lang vej for tre af hundene fra kuldet, der jo bor i Nord- og Midtjylland samt på Ærø.
Men vi havde fornøjelsen af at se Molly og Fnuggi med familier. Det er længe siden, vi har set dem i det hele taget, så fornøjelsen var stor. Iris var i løbetid, så hun måtte desværre blive hjemme.
Vejret var forrygende. Blå himmel og masser af vintersolskin. Vi havde vores fire vovser med på turen, og Magnus mente lige, at han skulle fortælle Fnuggi, at han jo var den gamle 'boss' i huset. Det accepterede Fnuggi, og vi havde en pragtfuld tur langs vandet.
Bagefter fik vi kaffe og kage. En rigtig dejlig dag.
På billedet herover er det forrest Molly, derefter Fnuggi og bag ham Magnus. Til højre drikker vi kaffe omkring et bord i strandparken. Lis deler godbidder ud, og har naturligvis fået opmærksomheden fra næsten alle deltagende hunde - undtagen Meggie, som mener der er bedre mad ved menneskebordet.
Magnus, Misty, Moonie, Molly, Fnuggi og Meggie på tur ved stranden.
Tilbage
Nyhedssiden
Kennel BlueBerry forsiden